2019-DM-NatO

Dansk Mester i Natorienteringsløb


Borgmesteren i Aalborg kommune har knap sluppet hånden på Jes Mose Jensen i f.m. lykønskninger for sine VM og DM medaljer i 2018, før Jes kvalificerede sig til kommunens mesterskabs-arrangement for vindere i 2019.


AKIF vil dermed igen være repræsenteret, når Aalborgs Bedste gennemføres i 2020.


Mesterskabet i natorientering var henlagt til Faaborg på Fyn - hvor skoven Holstenshuus skulle lægge terræn til de mange orienteringsløbere. Terrænet er kendt blandt orienteringsløberne som  kuperet og med en del undervegetation i form af brombærranker - det sidste er ikke noget orienteringsløberne sætter specielt pris på og slet ikke om natten.


Det blev dog ikke et mesterskab, der sådan lige går i Jes´s glemmebog, thi efter godt 3 timers

kørsel - kunne han konstatere at de specielle orienteringsko med godt slidmønster og små

metaldupper, stod hjemme på privaten. Gode råd var dyre, så der var ikke andet for end at spænde danseskoene (almindelige sko) en ekstra gang og så se at komme ud over stepperne.


Taktikken måtte så ændres en kende - thi rejseskoene ikke egnede sig til terrænløb overhovedet. Første taktik med aggressiv lige på med kompasretning og skridttælling blev ændret til udenom på stierne og stadig kompasset med som den bedste ven.

At mangle sine specielle sko kan vel sagtens sammenlignes med atletikløberen der har glemt sine pigsko og må løbe rundt på løbebanen iført gummistøvler eller enkelstartsrytteren (cykling), der må gennemføre en enkeltstart på en almindelig racercykel.


En dark horse i natorientering er naturligvis pandelampen med det livsvigtige lys, ligesom en

punkteret cykel er en dark horse for cykelrytteren. Heller ikke det slap Jes for, thi med

kun 5 poster tilbage ud af de 23 poster, gik lyset ud og der blev ret mørkt...


Heldigvis kunne der hurtigt skabes akkurat så meget lys, at kort og kontrolnumrene på

posterne kunne kontrolleres. Således endte natten med en medalje af fineste karat og den

lange hjemtur blev trods al modgangen noget sjovere.