2017-Nijmegen1

Trænregimentets marchhold

gennemfører Nijmegenmarchen i fin stil

 

Af PL Kasper S. Aagaard

 

Trænregimentet deltog i år med to hold i årets Nijmegenmarch. For Trænregimentets marchhold blev det i år et noget anderledes hold end tidligere, da holdet blev slået sammen med Søværnets Officersskole, grundet få tilmeldinger. Det resulterede i et hold hvor alle tre værn var repræsenteret og et spændende år med nye gode bekendtskaber – og ikke mindst en masser kilometer i benene.

 

Historien.

Nijmegenmarchen blev i år afholdt for 101 gang. Marchen er den største og ældste marchbegivenhed i verden, hvor der i år deltog godt 50.000 mennesker i marchen – heraf ca. 5000 militære gængere.

Nijmegenmarchen gennemføres altid i juli måned, hvor hele byen er inddraget og bruger marchen som den årlige byfest. Dette gælder både selve Nijmegen by, men også de mindre byer og opland, som aktivt deltager i fejringen af den årlige march. Det betyder, at uanset tidspunktet på døgnet – fra kl. 0330 om morgenen til kl. 1700 om eftermiddagen – møder man mennesker på ruten, som smiler, tilbyder mad og drikke til turen og ønsker alle en god march gennem Nijmegen.

 

Nijmegenmarchen.

Alle militære gængere er indkvarteret i Heumensoordlejren, som ligger godt 5 km fra centrum af Nijmegen, hvor marchen også startede og sluttede for soldaterne. Marchen foregår over 4 dage og for de militære deltagere, skal der tilbagelægges godt 160 km i alt i uniform og med 10 kg oppakning, eksklusiv vand og små-fornødenheder. Vabler og ømme ben er en naturlig del af marchen, hvorfor en god forberedelse forud for turen – og også efter den daglige march - er med til at gøre oplevelsen væsentligt bedre. Hvis en kærlig behandling af fødderne ikke var nok, så sluttede dagens march altid af i ølteltet i lejren, således at der var mulighed for at vedligeholde sig selv med en kølig pilsner efter dagens strabadser.

TROS (Trænregimentet og Søværnets Officersskole).

Normalvis har Trænregimentets Marchhold ikke problemer med at stille nok gængere til at danne et hold (12 mand). I år var virkeligheden en anden, da det kun var muligt at stille 8 mand. Søværnets Officersskole stod dog i den samme situation, hvilket betød at de to hold blev slået sammen. Da det første skete relativt sent i processen, var der ikke mulighed for at mødes forinden. Første gang, at holdet var samlet, var derfor i Heumensoordlejren. Ikke desto mindre tog det ikke lang tid, før det stod klart, at holdet spillede i samme takt. Sammenlægningen var derfor en rigtig god oplevelse for både de erfarne marchgængere, samt for de nye ”Pinkies”.

 

En oplevelse.

Mange ansatte i Forsvaret forbinder måske ikke disciplinen march med ”Sjov” – og det er heller ikke altid sjovt på marchen. Men deltagelse i Nijmegenmarchen er en oplevelse udover det sædvanlige og stemningen og fællesskabet er med til at give en ekstra energi på ruten. Derudover er marchen en god fysisk udfordring til de, som godt kan lide at sætte sig selv idrætsmæssige mål. 160 km med oppakning er langt og for langt de fleste kræver deltagelse i marchen, at man forud for turen får nogle kilometer i benene.

Særligt hvis man har forhåbning om også at nyde turen gennem det Hollandske landskab.

En flok glade marchgængere – inden længe er vi på vej mod den allersidste rast.

Alle deltagere fra Trænregimentet samlet på ankomstdagen. Mindst 160 km venter forude…