2016-DMI-Idrætsudøver

Årets kvindelige idrætspræstation 2015

 

Dansk Militært Idrætsforbund (DMI) har netop gennemført sit traditionelle repræsentationsmøde for alle de militære idrætsforeninger. Det lyder jo ikke så ophidsende og her var heller ikke meget nyt på tapetet - og dog..

 

Under punktet hædersbevisninger skulle flere repræsentanter fra Aalborg Kaserners Idrætsforening (AKIF) hædres:

 

Den første var menig Anne Ekhard Edsen, som skulle modtage DMI vandrepræmie ”Årets kvindelige idrætspræstation” 2015. Anne er til daglig frivillig i Hjemmeværnet ved Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjyllands Infanterihjemmeværnskompagni Aalborg og her igennem tillige medlem af AKIF.

 

Motivationen for indstillingen var, at Anne vandt verdensmesterskaberne i Finland i juni måned såvel sprint- som klassisk distance i biathlonorientering i klassen Dame 20 år. En præstation der ikke tidligere er præsteret af en dansk atlet.

 

At vinde et VM, i Annes tilfælde hele TO VM, kommer kun gennem lang seriøs træning og mange konkurrencer frem til selve VM for at skærpe formen – såvel fysisk som teknisk. Teknikken skal være i orden både under orienteringsløbet, men sandelig også under skydemomentet med høj puls. Den store mængde træning har været gennemført sideløbende med, at Anne afsluttede sit gymnasieforløb!

 

Ved de danske mesterskaber på Rømø vandt Anne sit første, som også var det første officielle DIF mesterskab, Dame 21 klassen i biathlonorientering på den klassiske distance. Ved samme mesterskab opnåede Anne sølv på sprintdistancen. Endelig var Anne den alt afgørende atlet på det vindende hold fra AKIF i såvel hold som stafetkonkurrencerne for kvinder.

 

Anne beviste i efteråret, at hun mestrer andet end biathlonorientering, idet hun i

Finderup vandt DMI forbundsmesterskab i Feltsport i bedste dameklasse og ugen inden havde hun vundet Forsvarsmesterskabet i Orienteringsløb, som Trænregimentet og Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland i øvrigt gennemførte i godt samarbejde.

 

Opsummering af Annes flotte resultater:

Verdensmester i biathlonorientering på klassisk distance i Dame 20 klassen

Verdensmester i biathlonorientering på sprint distance i Dame 20 klassen

Danmarksmester i biathlonorientering på klassisk distance i Dame 21 klassen

DMI Forbundsmester i biathlonorientering i holdkonkurrencen i Dame 21 klassen

DMI Forbundsmester i biathlonorientering i stafetkonkurrencen i Dame 21 klassen

DMI sølvvinder i biathlonorientering på sprint distance i Dame 21 klassen

DMI Forbundsmester i Feltsport i Dame 21 klassen

Forsvarsmester i orienteringsløb i Dame 21 klassen

Billede fra VM biathlon i Finland – speakeren har akkurat proklameret, at Anne nu er verdensmester på sprintdistancen. En glad pige!

Billedet er fra Forsvarsmesterskaberne i orienteringsløb, som Anne også vandt og dermed

også var en naturlig repræsentant for Danmark til de militære verdensmesterskaber (CISM) 2015 i Sydkorea.

Billedet er fra en World cup konkurrence i Sverige, som var vigtig forberedelse til VM i Finland.